MENU
Samtale mellem konsulenter
4. august 2016

Viden når du er  på farten

Travle og lange arbejdsdage er ofte skyld i, at kompetenceudvikling bliver nedprioriteret. Sådan skal det ikke være. Derfor har SEGES udviklet en række podcasts, der giver lytteren viden om et centralt emne, når han har tid og lyst.
SEGES podcast
SEGES podcast

Vigtig viden 

- Det er vigtigt hele tiden at udvikle sine kompetencer ved at få ny viden, og her er podcasten en god løsning i en travl hverdag, fortæller Karen Tegllund, uddannelseschef hos SEGES Akademi, og fortsætter: 

- Det er forskelligt, om vi lærer bedst ved at lytte, læse eller noget helt tredje. Lærer man bedst ved at lytte, har podcasten en klar fordel, fordi den nye viden bliver fortalt til dig.

Podcasten er et godt redskab for alle, der gerne vil have ny viden, fordi den er uafhængig af tid og sted. Du bestemmer selv, om du vil høre den, mens du sidder på traktoren, arbejder i stalden eller venter hos mekanikeren. På den måde tvinger podcasts dig ikke til at finde mere tid i din hverdag, men giver dig mulighed for at få mere ud af den.

Landmand: Podcasts til landbruget er en god idé

Søren Lykkegaard Hansen, der er planteavler på Fyn, er en af de landmænd, der allerede benytter sig af podcasts, når han er på farten.

- Jeg hører gerne podcasts, når jeg er i bilen. Det er nemt og en god måde at få sat nogle tanker i gang på.

Han synes, det er en god idé, at SEGES laver podcasts, der er henvendt til landbrugt.

- Jeg lytter allerede til mange gode podcasts om for eksempel ledelse, men man kan godt høre, at det er folk, der ikke arbejder med landbrug, som udtaler sig. Derfor synes jeg, at det er en god idé med podcasts, der sætter fokus på ledelse i et landbrugsperspektiv og på andre landbrugsfaglige emner, siger Søren Lykkegaard Hansen.

Han understreger dog, at han ikke vil lytte til oplæsning af tunge rapporter, men vil inspireres af eksperter, der fortæller om relevante emner, eller høre debatter mellem flere eksperter.

Podcasts på vej frem

Søren Lykkegaard Hansen er ikke den eneste, der lytter til podcasts. Ifølge Kim Herborg Kristensen, konsulent i Koncern Digital hos SEGES, vokser podcasten eksplosivt i disse år.

- Podcasten bliver kun større og større, og i Danmark er der ca. 200.000, der dagligt lytter til podcasts. Det giver en enorm frihed for brugeren at kunne lytte, når det passer ind i hans eller hendes hverdag, og den frihed vil vi også gerne give landmanden, fortæller han. 

Kim Herborg Kristensen glæder sig over, at SEGES podcast også er populær.

- Vi har haft omkring 2000 afspilninger af vores podcasts, og det er især temaer som ledelse, økonomi og generationsskifte, som hitter, forklarer han og slutter af med at fortælle, at der også er podcasts på vej inden for områderne svin, kvæg og planter.

Lyttes vi ved?

Lyt til podcasts om landbrug og få ny viden. 

For mere information

Karen Tegllund
Karen Tegllund
Chefkonsulent, kompetenceudvik
SEGES Akademi
T: +45 8740 5107

Find podcasts

Lyt til SEGES Podcast via app’en Podcasts på din iPhone og andre podcast-afspillere, som du finder i Play Store eller App Store.

Luk

Start din søgning her

  • Søgning gav ingen resultater, prøv igen