Landbrugets krisehjælp har siden 2012 hjulpet kriseramte landmænd, som enten har haft brug for at tale med en socialkonsulent på krisehjælpens hotline, få en startpakke med fem timers socialrådgivning eller bare at snakke med ligesindede i en af de erfagrupper, som netværket af DLBR-socialkonsulenter bag krisehjælpen sætter i værk efter behov.
Det kom som et chok for Tenna og Hans Jørgen Nyrup, da banken gav dem valget mellem selv at melde sig konkurs eller at lade banken gøre det. I den situation var Landbrugets krisehjælp lige det, de havde brug for:
- Først fik vi snakket med socialkonsulenten om, hvordan vi havde det rent psykisk. Det var simpelt hen guld værd, fastslår Tenna Nyrup.
Siden kom parret med i en erfagruppe med seks andre landmandspar i samme situation. Et halvt år efter den chokerende besked fra banken, mødes de stadig og taler om, hvordan det går.