Der er nogle ting, der er så selvfølgelige, at de kan synes unødvendige at tale om. Som at trække vejret. Som at sætte den ene fod foran den anden, når man går. Som at solen står op – og går ned igen.
Sådan er det også for Jeppe Mouritsen og det at være landmand.
- Jeg har aldrig overvejet andet, og jeg har aldrig været i tvivl. Jeg er landmand, og det vil jeg altid være, lyder det fra den 54-årige rugeægsproducent, der ved årets begyndelse kunne fejre 30-års jubilæum i det erhverv, han er født ind i og elsker så højt.
Man skal ikke tale længe med Jeppe Mouritsen for at forstå, at begejstringen for erhvervet skal findes i mange forskellige aspekter af det gode landmandsliv. Friheden til at bestemme selv er en af de gode grunde.
- Det er friheden i selv at tage beslutningerne og selv bestemme over hverdagen. Hvad end du træffer en god eller en dårlig beslutning, så har du ansvaret selv, og jeg bliver selvfølgelig stolt og motiveret, når noget lykkes. Og har jeg truffet en forkert beslutning, lærer jeg af det og gør noget andet næste gang, forklarer Jeppe Mouritsen og fortsætter:
- Det er også en god følelse, at jeg kan tage en øl og en snak med naboen, hvis vi har lyst til det, eller at jeg kan planlægge tid med familien, når der er brug for det. Det nyder jeg meget.
Økonomisk og menneskeligt overskud
Også den økonomiske frihed er vigtig for Jeppe Mouritsen. Et skarpt fokus på bundlinje i stedet for størrelse og vækst og et princip om kun at investere sikkert har gjort Pebringsgaard Rugeægsproduktion til en god forretning. Blandet med en vis portion held og den rette timing, skynder Jeppe Mouritsen sig beskedent at tilføje.
- At man ikke hele tiden skal hænge i med det yderste af neglene i forhold til økonomi og likviditet, er også en kæmpe frihed, som jeg virkelig værdsætter. Det giver mig overskud til at leve det liv, jeg gerne vil, til at være den chef, jeg gerne vil være, og til at bidrage i lokalsamfundet, fortæller han og springer entusiastisk videre til en anden grundpille for ham – både som menneske og som landmand.
- Ansvar er grundlæggende for mig. Det er en kerneværdi, jeg er vokset op med, som gælder både over for mig selv og over for omverdenen. Derfor går jeg eksempelvis også meget op i, at vi ikke generer lokalbefolkningen, når vi høster eller kører gylle ud. Vi sørger for, at ejendommene tager sig godt ud, så der er noget pænt at kigge på for os selv og for folk omkring os. Og så støtter vi op om lokalsamfundet og hjælper til, hvor vi kan – også økonomisk, forklarer Jeppe Mouritsen, der også politisk tager ansvar og sidder i sin anden periode som byrådspolitiker for Venstre i Hedensted Kommune.