MENU

Dansk landbrugs bæredygtighed er attraktiv at investere i

Den globale fokus på bæredygtighed vokser. Historisk har mange i og omkring vores erhverv haft en tendens til at sætte lighedstegn mellem bæredygtighed og miljø/klima, som selvfølgelig også er meget tunge elementer i vurderingen af landbrugets bæredygtighed.

Af Ejnar Schultz, direktør i SEGES

Men bæredygtighed for gården har også en social og en økonomisk karakter. Det må vi ikke glemme, og de tre dimensioner er tæt forbundne: Den sociale, den miljømæssige og den økonomiske bæredygtighed hænger sammen.

Vi ønsker at drive produktionen med mindst muligt aftryk. Vi ønsker, at landbruget skal være et godt sted at arbejde og leve, og vi ønsker sorte tal på den økonomiske bundlinje. Ellers er vi ikke et helstøbt, levedygtigt erhverv.

I SEGES havde vi for et par uger siden pengeinstitutter, landmænd og rådgivere samlet til møde om bæredygtig finansiering af landbruget. Mødet blev holdt sammen med Finans Danmarks Forum for Bæredygtig Finans, som ser på, hvordan den finansielle sektor kan understøtte en bæredygtig omstilling.
Vi har høj gæld i dansk landbrug – til dels fordi vi har investeret i udvikling, effektivisering, velfærdsstalde, harmonijord og automatisering. Ironisk nok er det netop elementer, der har gjort os bæredygtige på den miljømæssige og sociale dimension. Så det er vel ikke for meget at forvente, at vi i fremtiden kommer til at høste gevinster også på den økonomiske side i form af attraktiv finansiering på grund af de flotte tal, vi kan præstere i dansk landbrug.

Dansk landbrug som international driver

Når finansverdenen taler om og arbejder med grønne obligationer, er der set fra min stol ingen tvivl om, at alle danske landbrug må kunne have adgang til dem – for internationalt set er intet mere grønt end dansk landbrug. Investorer – hvad enten det er private eller pensionskasser – bør kunne se, at dansk landbrug ikke bare har flyttet sig selv over de seneste 20 år, men også er med til at drive den grønne omstilling i resten af verden og dermed virkelig flytter noget både lokalt, nationalt og globalt.

En særlig grøn finansiering – med mere fordelagtige vilkår – kræver dog dokumentation af bæredygtigheden. Et papir skal have den værdi, det påstår at have. Det understreger pengeinstitutter, realkreditinstitutter og private investorer hver gang, vi taler med dem. Derfor er det af yderste vigtighed, at vi gør, hvad vi kan for at måle og dokumentere.

Data er alt i denne sammenhæng, og heldigvis har dansk landbrug allerede en stor mængde produktionsdata, som kan sættes i spil. Men der skal måske også 3. parts certificering til af det enkelte landbrug. Det handler nemlig om at sikre troværdighed, og den internationale finansielle sektor skal kunne stille en garanti over for sine kunder. Derfor skal vi kunne vise og dokumentere vores værdikæde, vi kan ikke længere nøjes med vores gode ry og rygte.

I SEGES er vi i fuld gang med at undersøge, hvad vi kan gøre for at dokumentere bæredygtigheden på et dansk landbrug. Vi skal bygge på de systemer, der allerede eksisterer. Vi har landmænd og virksomheder, som efterspørger det, og nu også en finanssektor, som har sat det fokus. Et fokus, der er kommet for at blive – og kun vokser i betydning. Nu handler det om de muligheder, dette udgør for danske landmænd.

Luk

Start din søgning her

  • Søgning gav ingen resultater, prøv igen