MENU
27. juni 2019

10 gode grunde til at være landmand ...mindst!

Landmænd over hele landet har været med til at lave en liste med 10 gode grunde til at være landmand. Her får du listen, som faktisk kunne have været endnu længere, for heldigvis har de danske landmænd rigtigt mange gode grunde til at vælge erhvervet.

- Jeg er født ind i det her fag, og jeg har aldrig ville andet. Fra jeg kunne gå, tog jeg gummistøvlerne på og gik med min far ud, og jeg elskede at sidde i traktoren. Derfor har jeg altid sagt, at jeg skulle være landmand og hjem og have gården. 

Sådan siger 38-årige Nikolaj Mølgård Nielsen, der blev selvstændig landmand i 2007 på gården Nørremark i Lemvig, hvor der er gang i både mink, mælk og mark. 
Nikolaj er en af de mange landmænd, som elsker livet på landet. Han har sammen med de øvrige landmænd bidraget til den top 10 over gode grunde til at være landmand, som SEGES og sektorbestyrelsen for Økonomi og Virksomhedsledelse netop har offentliggjort.


10 GODE GRUNDE TIL AT VÆRE LANDMAND

Alsidigheden – mange forskellige opgaver og roller, og ikke to dage er ens.
Friheden – man planlægger selv sit arbejdsliv og er ”herre i egen mark”. 
Kærligheden til dyrene.  
At se noget gro. 
At arbejde med noget konkret og meningsfuldt.  
Samarbejde med gode medarbejdere om at opnå resultater.
Mulighed for god indtjening.
At være i naturen og nyde den friske luft.
Gode digitale muligheder.
Det er let at forene arbejdsliv og familieliv.

Læs mere om de 10 gode grunde her og mød nogle af dem, der elsker livet som landmand.

Vi skal huske glæderne ved at være landmand
Landmand Anders Harck er formand for Sektorbestyrelsen for Økonomi og Virksomhedsledelse. For ham og den øvrige sektorbestyrelse er det en vigtig mission at få de positive fortællinger frem om erhvervet, blandt andet for at det stadig er et attraktivt fag at vælge for de unge.

-Det kan let blive en selvopfyldende profeti, hvis vi hele tiden underspiller eller fokuserer på udfordringerne, hvilket vi landmænd måske har en tendens til. Så vi skal også huske fremadrettet at fortælle alt det, der går godt og tage de gode grunde med os, hvor vi kommer, opfordrer han. 
- Vi vil gerne være en del af et populært og interessant erhverv, det er rart at arbejde i, og hvor vi også på sigt kan rekruttere dygtige medarbejdere, sælge vores ejendomme videre til næste generation og bevare fællesskabet og mulighederne for selvejet, siger Anders Harck.

Derfor opfordrede sektorformanden tidligere i år alle landmænd til at byde ind med deres gode grunde til at være landmænd, så vi kan dele dem med de unge, måske kommende landmænd, som indimellem kan tvivle på, om landbruget overhovedet er en branche for dem. 

Og så vi kan dele dem med hinanden, så vi også får talt om alt det, der går godt og om glæderne ved at være landmand. Også selvom der af og til er hårde tider. 

 

 

Pressekontakt Marie Gang Larsen 29 46 21 86

 




Luk

Start din søgning her

  • Søgning gav ingen resultater, prøv igen