MENU
10. juli 2015

Åbning for bedre gødningsnormer er stærkt positivt signal

Regeringen sætter et arbejde med at se på de gældende gødningsrestriktioner i gang. Det glæder SEGES' direktør og formanden for planteproducenterne.
Bedre gødningsnormer var sej kamp
Bedre gødningsnormer var sej kamp
Foto: LandbrugsMedierne

Af Thyge Hansen, thh@lf.dk

Det er meget glædeligt, når der nu lægges op til en indsats for bedre gødningsnormer. Det er et både rigtigt og nødvendigt tiltag for at sikre danske landmænd bedre produktionsbetingelser og ligeværdige konkurrencevilkår.

Sådan lyder det samstemmende fra Ivar Ravn, direktør i SEGES, og Torben Hansen, formand for planteproducenterne i Landbrug & Fødevarer i en kommentar til at regeringen lover at tage initiativ til forhøjelse af kvælstofnormerne i det kommende folketingsår. Løftet kommer i forbindelse med lanceringen af den nye gødskningsbekendtgørelse, der sendes i høring i dag.

Presset økonomi

Indtil lovændringen kan gennemføres er der dog status quo og derfor gælder den gødskningsbekendtgørelse, som netop er sendt i høring, indtil 1. februar.

- Økonomien er meget presset hos rigtig mange landmænd, og her vil mere gødning til markerne umiddelbart kunne ses på bundlinjen. Derfor er vi også utålmodige og håber og forventer, at der sker en markant ændring af reglerne fra næste forår, siger Torben Hansen.

Ivar Ravn, understreger, at miljøproblemer skal løses smartere og bedre med alternative virkemidler, der giver mere miljø for pengene.

- Undergødskningen er simpelthen som virkemiddel alt for dyrt i forhold til, hvad miljøet får ud af det. Der bør i stedet sættes ind med en målrettet indsats med en bred vifte af virkemidler i de områder, hvor der er et reelt behov. Det er løsninger, som vi er gået i brechen for gennem lang tid og som både for landbrugserhvervet og miljøet vil være en fordel, siger Ivar Ravn.

Luk

Start din søgning her

  • Søgning gav ingen resultater, prøv igen