MENU
6. oktober 2021

Nyt økologisk kraftcenter klar til at styrke og fremtidssikre økologien

Økologien har en stærk position i danskernes køleskabe, og det økologiske landbrugsareal er større end nogensinde. Internationalt er Danmark også kendt for økologiske fødevarer og tilmed et verdensmesterskab i økologisk forbrug.
Det nye Innovationscenter samler de faglige medarbejdere fra SEGES ØkologiInnovation og Økologisk Landsforenings Landbrugsafdeling. Formand for centeret er Helle Borup Friberg, direktør i Økologisk Landforening, som var blandt talerne ved indvielsen.
Det nye Innovationscenter samler de faglige medarbejdere fra SEGES ØkologiInnovation og Økologisk Landsforenings Landbrugsafdeling. Formand for centeret er Helle Borup Friberg, direktør i Økologisk Landforening, som var blandt talerne ved indvielsen.
Foto: Henrik Bjerregrav

Økologien har en stærk position i danskernes køleskabe, og det økologiske landbrugsareal er større end nogensinde. Internationalt er Danmark også kendt for økologiske fødevarer og tilmed et verdensmesterskab i økologisk forbrug.

Den position skal ikke bare fastholdes – den skal udvikles, så Danmark også i fremtiden vil være foregangsland, når det gælder økologisk landbrugsproduktion.
Og netop dét er opgaven for det nye Innovationscenter for Økologisk Landbrug i Agro Food Park i Aarhus. Centeret åbnede 1. oktober og er i dag, 6. oktober 2021, officielt indviet.
Innovationscenter for Økologisk Landbrug er blevet en realitet på baggrund af en bevilling fra Fødevareministeriet. 

Baggrunden for centeret
Centeret er stiftet af Landbrug & Fødevarer og Økologisk Landsforening i fællesskab og med det fælles mål at skabe verdens mest bæredygtige landbrug forankret i de økologiske principper, til gavn for den økologiske landmand og samfundet.
De to organisationer har hidtil haft hver deres afdeling for økologisk landbrugsinnovation. Det er disse, som nu er samlet i det nye innovationscenter.

- Ambitionen for Innovationscenteret er at udvikle fremtidens bæredygtige økologiske landbrug. Det kræver, at første led i kæden – landmanden og landbrugsrådgiverne – har adgang til den bedste og den nyeste viden. Markedet og samfundets krav til fødevarer og til økologi udvikler sig hele tiden, og nye faglige muligheder og behov åbner sig. Her skal centerets innovation og viden give svar og vise vejen frem for landbrugets grønne omstilling, siger Helle Borup Friberg, der er direktør i Økologisk Landsforening og formand for Innovationscenter for Økologisk Landbrug.

Partnerne bag centeret glæder sig også over, at det nu er en realitet:
- Økologien rummer et kæmpe potentiale, som vi kan forløse gennem innovation og ambitioner om at udvikle os. Her skal det nye center være omdrejningspunktet og et kraftcenter for viden. Derigennem skal det også styrke den økologiske landmands økonomiske grundlag, så vi også i fremtiden har et bredt fundament af engagerede, økologiske landmænd og producenter i Danmark, siger Hans Erik Jørgensen, økologisk landmand og formand for Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer.

- Det nye center bliver et omdrejningspunkt for udviklingen af økologien og et fremtidigt bæredygtigt fødevaresystem, som kan løse nogle af de udfordringer, som vi står over for i dag. Ved at forene faglighederne på tværs i de to organisationer har vi allerede taget det første skridt til gavn for hele værdikæden fra landmanden til virksomhed og forbruger, siger formand for Økologisk Landsforening, Per Kølster.
Centeret blev officielt åbnet af borgmesteren i Aarhus Kommune, Jacob Bundsgaard (S).

Fakta/Innovationscenter for Økologisk Landbrug
Arbejdsområdet er innovation, forsøgsarbejde og vidensudvikling til alle typer af økologisk landbrugsproduktion indenfor cirkulære fødevaresystemer, dyrevelfærd, klima, naturindhold, ressourceeffektivitet og økonomisk robuste landbrug.
Centeret har cirka 50 medarbejdere.
Hører hjemme i Agro Food Park, som er det danske udviklings-centrum indenfor fødevareerhvervet.
Bestyrelsen består af: Per Kølster, formand i Økologisk Landsforening, Hans Erik Jørgensen, formand i Landbrug & Fødevarer Økologi, Helle Borup Friberg, direktør i Økologisk Landsforening (formand), Ejnar Schultz, direktør i SEGES, Tom Heron, direktør for bæredygtighed i NIRAS, Jakob Sehested, centerleder i ICROFS, Lisbeth Frank Hansen, økologikonsulent, Brian Fruergaard Roed, landmand (næstformand), Ole Nørby, landmand. Kirsten Lund, økologichef i Landbrug & Fødevarer er tilknyttet bestyrelsen som fagekspert.
Regeringen og støttepartierne har på finansloven for 2021 afsat i alt 40 mio. kroner over en fireårig periode til centeret.

Pressekontakt Innovationscenter for Økologisk Landbrug via:
Marie Gang Larsen, Landbrug & Fødevarer, magl@lf.dk  tlf 29 46 21 86 
Vivienne Kallmeyer, Økologisk Landsforening, vk@okologi.dk  tlf 2542 9302

 

 

Luk

Start din søgning her

  • Søgning gav ingen resultater, prøv igen