Alle forbrugere kender ærter og forbinder dem med god smag. Og det er en af grundene til, at det er værd at se nærmere på ærter, som en af fremtidens store råvarer til plantebaserede fødevarer.
Det ved man i landbrugets videns- og innovationshus, SEGES, som nok er et af de steder i Danmark, hvor der arbejdes mest intensivt og konkret i udvikling af viden om nye afgrøder til plantebaserede fødevarer.
- Fødevareproducenter og forbrugere efterspørger danske ærter til plantebaserede fødevarer, men kvaliteten af danske ærter, specielt i forhold til smag og aroma, kan – endnu ikke - måle sig med importeret soja. Derfor kan den stigende efterspørgsel ikke imødekommes. Men det vil vi lave om på, siger chef for SEGES Plante- og MiljøInnovation, Jens Elbæk.
Potentialet i danske ærter
- Vi ser et stort potentiale i produktion af forarbejdede plantebaserede fødevarer fra danskproducerede modne ærter. Men vi mangler stadig masser af viden om sorter, dyrkning og forædling – og vi håber, at vi kan få mulighed for at arbejde målrettet med potentialet, så vi om få år ser marker med ærter, som dyrkes til fødevarer, som for eksempel ærtefars og ærtedrik, siger Jens Elbæk.
- Ærter er ikke bare ærter. De varierer meget i kvalitet, i smag og i tekstur, men også dyrkning og høst varierer – og derfor er der behov for at dykke meget længere ned i dette område, og få konkret viden, som landmanden kan bruge. Det er det, der skal til, for at vi kan målrette dyrkningen af ærter til det behov, der er i markedet hos fødevarevirksomheder og food service. Og så skal landmanden opleve, at der er lønsom afsætning, også selvom den danske vare måske koster lidt mere end et udenlandsk, importeret produkt, siger Jens Elbæk.
Bred indsats
SEGES arbejder med flere af disse udfordringer – blandt andet i form af landsforsøg, der skal føre til viden om, hvilke sorter, der klarer sig bedst under danske forhold, samt viden om dyrknings- og høstteknikker. I forhold til at skabe etablerede værdikæder, så indgik SEGES og Food & Bio Cluster Denmark sidste år en alliance om udvikling af værdikæderne for planteprotein til fødevarer.
Målet er at styrke jord-til-bord innovation og samarbejde om udvikling af danske plantebaserede fødevarer.
Pressehenvendelser: Kommunikationskonsulent Marie Gang Larsen 29 46 21 86 magl@lf.dk