MENU
29. januar 2021

SEGES skal være med til at give virksomheder i agroindustrien et digital boost

Data er guld – hvis man kan finde ud af at bruge det rigtigt. Derfor skal nyt projekt give virksomheder i agroindustrien et digitalt boost for at hjælpe dem til at udvikle stærke digitale forretningsmodeller og udnytte alt den data, som landbruget gemmer på. SEGES skal være med i projektet som sparringpartner og d. 3. februar bliver projektet skudt i gang med det første informationsmøde.
 
Digitaliseringen er i gang i alle brancher, og i agroindustrien er der potentiale for at udnytte data og digitalisering endnu mere. Derfor skal nyt projekt med titlen ”Vækst i agroindustrien – powered by data” være med til styrke agroindustriens virksomheder til at arbejde strategisk med data. Projektet er et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Dansk Agroindustri, Teknologisk Institut, Industriens Fond og SEGES. 

For at virksomhederne får mest muligt ud af projektet, kræver det, at de får viden om blandt andet digitale forretningsmodeller, dataanvendelse og landbrug, og det er især her, SEGES kan bidrage, forklarer Jesper Riber, Product Portfolio Manager i SEGES Digital. 

”Vi vil gerne hjælpe virksomhederne med at indfri potentialet for mere digitalisering. Det kan vi blandt andet gøre ved at give dem sparring på deres idéer og ved at have en dialog om, hvordan det skaber værdig for landmændene, og hvor meget værdi det skaber for landmændene,” siger han. 

Mere værdi til eksisterende og nye data
SEGES udbyder allerede flere digitale værktøjer, som landmanden kan bruge i den daglige drift for eksempel CropManager og Farmtracking. Det betyder, at der er en del grundlæggende teknologi til rådighed, og nu gælder det om at videreudvikle den ud fra de behov og den efterspørgsel, der er i landbruget. Derfor giver det mening at etablere samarbejder og partnerskaber på tværs af agroindustrien. 

”Vi vil blandt andet kigge på de data, vi har i forvejen og se på, hvordan vi kan understøtte den digitale transformation, så nye digitale værktøjer kommer til at spille ind i de management-systemer, vi allerede har,” forklarer Jesper Riber. 

Det gælder også, fordi mange af de maskiner, som landmændene har i markerne, allerede har et potentiale for at indsamle data. Hvis den data bliver anvendt rigtigt, kan det for eksempel hjælpe landmanden til en endnu mere præcis og optimal dyrkning af marken. 

”I SEGES vil vi gerne skabe et økosystem omkring vores it-systemer. Vi tror på, at hvis vi får bragt data i spil fra andre end kun os selv, så kan vi skabe endnu mere værdi for landmanden, og derfor er det rigtig interessant med et projekt som det her,” siger Jesper Riber. 


Hvornår
Den 3. februar kl. 10.00 løber det første online informationsmøde af stablen. På mødet kan man møde partnerne og virksomhedsrådgiverne samt blive klogere på, hvad man forvente af udbytte, forløbet henvender sig til og meget mere. 

Hvem
Forløbet henvender sig særligt til virksomheder der endnu ikke er begyndt at arbejde med opsamling af data og/eller salg af services baseret på data, samt virksomheder, der allerede har taget de første skridt og gerne vil have mere viden og hjælp til komme videre.

Vil du vide mere?
Læs mere om forløbet, mødet 3. februar og hvem der står bag på www.agroindustri.dk

Fakta om projektet: 

- Projektet er bygget op over seks temadage, som fokuserer på hhv. konceptdesign, landbrugsfaglige muligheder, opsamling og tilgængeliggørelse af data, datavalidering og statistik, managementsystemer samt implementering.

- I projektet vil i alt 20 virksomheder gennemføre virksomhedsforløbet








Luk

Start din søgning her

  • Søgning gav ingen resultater, prøv igen