MENU
10. september 2018

Grønt græs kan blive dansk landbrugs nye guldæg

Der er muligheder i grøn bioraffinering. Lav miljøbelastning og høj produktivitet går hånd i hånd. Landbrugets afgrøder, for eksempel græs, kan bruges på nye måder – til gavn for miljøet.
SEGES arbejder målrettet på at udvikle bioraffinering til et nyt forretningsområde for danske landmænd. Derfor er SEGES involveret i lang en række aktiviteter for at sikre, at grøn bioraffinering føres ud i livet – og ud på de danske marker.
SEGES arbejder målrettet på at udvikle bioraffinering til et nyt forretningsområde for danske landmænd. Derfor er SEGES involveret i lang en række aktiviteter for at sikre, at grøn bioraffinering føres ud i livet – og ud på de danske marker.

 

 

Nye bæredygtige proteinkilder og biomaterialer kan blive dansk landbrugs nye guldæg og Danmarks næste eksporteventyr. Det fastslår bioøkonomichef ved landbrugets innovationshus SEGES, Lars Villadsgaard Toft forud for et stort seminar om proteinfoder fra grønne biomasser mandag 17. september hos Aarhus Universitet i Foulum. Læs mere om seminaret her.

 

Bioøkonomi er en del af SEGES Future Farming- initiativer.

- Der er stort potentiale, og vi har i Danmark nøglekompetencer og -teknologier inden for bl.a. proteinforædling, der kan skabe helt nye højværdiprodukter, fastslår Lars Villadsgaard Toft og forklarer, at dansk landbrug gennem grøn bioraffinering kan indfri en del af de forventninger, der er til bæredygtighed.

- Med grøn bioraffinering kan dansk landbrug blive endnu mere selvforsynende med proteinfoder til husdyr. Så ville vi ikke have behov for at importere så meget soja fra Sydamerika. Dyrkning af græs kan derudover også være et alternativ til braklægning af god landbrugsjord i miljøfølsomme områder, hvor der er behov for at mindske kvælstofudvaskningen. Og endelig er der mulighed for, at dansk landbrug gennem grøn bioraffinering på sigt kan møde den voksende efterspørgsel efter plantebaseret protein.

Her ville dansk landbrug kunne tilbyde et lokalproduceret produkt af høj kvalitet og med 100 procents sporbarhed. SEGES arbejder målrettet på at udvikle bioraffinering til et nyt forretningsområde for danske landmænd. Derfor er SEGES involveret i lang en række aktiviteter for at sikre, at grøn bioraffinering føres ud i livet – og ud på de danske marker. Målet er et set up, hvor der er god økonomi i det for landmanden: De planter, der skal indgå i bioraffineringen, skal kunne afregnes til en pris, der gør afgrøden til et reelt alternativ til traditionel landbrugsproduktion, så det er en gevinst for landmanden, der dyrker afgrøden og ikke kun for miljøet. Samtidig skal landmanden, som vil købe det danskproducerede proteinfoder, kunne købe det til en pris, der kan konkurrere med prisen på soja og fiskemel. 

Politisk opbakning

Landbruget er ikke de eneste, der har fået øje på mulighederne i grøn bioraffinering. Politikerne bakker op, og Det Nationale Bioøkonomipanel er kommet med en række anbefalinger på området og en vurdering af at udvikling af den danske bioøkonomi kan rumme en væsentlig miljøgevinst. Der forskes og udvikles intenst på området, industrien er interesseret, og landmænd ser muligheder i at levere biomassen, men det reelle gennembrud mangler.

- Der er stor politisk velvilje til at understøtte udviklingen, og det er utroligt positivt, siger Lars Villadsgaard Toft.

- Men der mangler endnu et kommercielt gennembrud for bioraffinering. Samtidig er der endnu ikke en samlet national strategi for, hvordan denne velvilje omsættes til konkrete tiltag.

 

Start i det enkle

Og det er nu, der skal rykkes, mener Lars Villadsgaard Toft.

- Udviklingen af den grønne bioraffinering, hvor der produceres et græsbaseret foderprotein, er nu kommet så langt, at der er behov for, at etableringen af de første kommercielle anlæg understøttes. På den måde kan vi få erfaringer med, hvordan de tekniske løsninger fremadrettet skal se ud, så der kan produceres protein og andre højværdiprodukter til den rette pris. Det er dét, der skal til nu, for at det vil være interessant at investere i næste generation af bioraffineringsanlæg.

Rådet fra bioøkonomichefen hos SEGES er at holde det så enkelt som muligt i starten.

- Kommercialiseringen af bioraffinering bør i første omgang ikke basere sig på avancerede raffineringsprocesser, for det øger kompleksiteten og risikoen. 

Lars Villadsgaard Toft peger på, at de simple grønne bioraffineringsanlæg kan være fundamentet, som bioraffineringsindustrien i Danmark bygges på.

- Jeg tænker her på mindre, simple decentrale anlæg til behandling af grønne biomasser. På sigt kan der etableres store, centrale anlæg til avanceret raffinering af rest- og råprodukter fra de decentrale anlæg.

- Når det decentrale fundament er på plads og kører samt er økonomisk levedygtigt, kan vi begynde at bygge ovenpå. Derefter vil der være potentiale for at starte produktion af højværdiprodukter til fx kosmetik-, ingrediens- og pharmaindustrien, siger Lars Villadsgaard Toft.


 


 




Vil du vide mere?

SEGES Future Farming har udgivet et White Paper om bioraffinering. Det beskriver muligheder og udfordringer på området.

Det  gennemgår også de forskellige aktiviteter, som er i gang for at afsøge mulighederne for bioraffinering i Danmark - hvad enten det er på baggrund af grøn biomasse (for eksempel græs), gul biomasse (for eksempel halm), grå biomasse (for eksempel husdyrgødning) eller blå biomasse (for eksempel muslinger).

Link til White Papers

Luk

Start din søgning her

  • Søgning gav ingen resultater, prøv igen