Af Thyge Hansen, thh@lf.dk
Landbruget er et erhverv med mange farer. Til dato er der registreret 13 dødsulykker i 2016.
Med tunge maskiner, store dyr og til tider lange arbejdsdage vil man aldrig kunne helt kunne undgå uheld, men de kan minimeres med omhu og fokus på sikkerheden.
SAGRO, DM&E og SEGES udbyder over tre kursusdage i januar og februar den lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse direkte målrettet landbruget.
- Kurset tager udgangspunkt i landbruget og behandler de udfordringer med sikkerhed, som man oplever til hverdag på bedriften, fortæller Helle Birk Domino, der er arbejdsmiljøchef i SEGES.
Anbefales til alle
Det er lovpligtigt for alle arbejdsmiljørepræsentanter samt ledere i arbejdsmiljøgrupper at gennemgå kurset, der kommer omkring emner som arbejdsmiljøloven, APV, ulykkesforebyggelse, psykisk arbejdsmiljø, risikovurdering og en række andre relevante temaer. Der bliver således også oplæg fra en tidligere vinder af Landbrugets Arbejdsmiljøpris.
- Det er ikke obligatorisk for arbejdsgivere at tage kurset, men vi anbefaler det stærkt, siger Helle Birk Domino, der påpeger, at man ud over at undgå ulykker også kan gardere sig mod ubehagelige overraskelser fra myndighederne.
- Arbejdstilsynet vil i den kommende tid have fokus på landbrug, så også i forhold til at undgå påbud fra tilsynet giver det god mening at have styr på arbejdsmiljøet, understreger hun.
Kurset holdes på SAGRO i Herning.
Man kan få mere information hos Alice Nielsen, arbejdsmiljøkonsulent, SAGRO tlf. 9629 6638, ani@hflc.dk eller hos Helle Birk Domino tlf.: 8740 5555 / 2133 7730, hbd@seges.dk
Sidste frist for tilmelding er 9. januar, men der er rabat at hente for de hurtige, der tilmelder sig senest 12. december.