MENU
19. november 2020

Nyt samarbejde: Vi arbejder for færre ulykker i kvægbruget

Der sker alt for mange ulykker ved håndtering af kvæg, og derfor skal landmændenes egne oplevelser være med til at udvikle ny og innovativ forebyggelse. Region Midtjylland, Aarhus Universitet og SEGES står i spidsen for et nyt forskningssamarbejde og en mail i kvægbrugernes indbakke skal give dem den nødvendige data om arbejdsulykkerne
Hvis vi ved, hvordan uheld med håndtering af kvæg opstår, så kan vi også forebygge - eventuelt med brug af teknologi. Derfor efterlyses der nu landmænd, der vil fortælle om situationer, de har været i. Modelfoto: SEGES.
Hvis vi ved, hvordan uheld med håndtering af kvæg opstår, så kan vi også forebygge - eventuelt med brug af teknologi. Derfor efterlyses der nu landmænd, der vil fortælle om situationer, de har været i. Modelfoto: SEGES.
Foto: David Bering

 

- Vi kan sagtens trække data fra Arbejdstilsynet om antal brækkede hænder, trykkede ribben og kvaste fødder. Men de nærmere omstændigheder kender vi ikke. Dem skal vi kende for at kunne ryste posen og tænke nyt i forebyggelsen af uheld ved håndtering af kvæg, siger Kent Nielsen, som er souchef ved Arbejdsmedicin, Regionshospitalet Herning. 

Derfor vil han gerne i kontakt med personer, som har haft uheld eller er kommet til skade ved arbejdet med dyrene – både alvorlige og mindre skader. Det skal ske som første led i et stort forskningssamarbejde, som SEGES har indgået med bl.a. Region Midtjylland og Aarhus Universitet. Ifølge sektordirektør for kvæg, Ida Storm, er arbejdssikkerhed et område, hvor kvægbruget skal blive bedre. 
- Håndtering af kvæg er stadig den mest risikable aktivitet i landbruget. Derfor bliver det meget spændende at få taget fat i det fra nogle nye vinkler, hvor bl.a. både landmandserfaringer og teknologi inddrages, lyder det fra Ida Storm. 

Nye anbefalinger til staldindretning
Ud fra bl.a. interviews og analyser af håndteringsulykker vil Kent Nielsen og hans forskerkolleger udarbejde anbefalinger til indretning af stalde, der minimerer risikoen for arbejdsulykker. For selvom man ved, at fysiske rammer påvirker køernes adfærd – og dermed også, hvor nemt dyrene kan håndteres, tages der kun meget lidt hensyn til arbejdssikkerhed, når der designes inventar og bygges nye stalde, mener Kent Nielsen:

- Man kan jo bare se på landbrugets egen ’Indretning af stalde til kvæg-danske anbefalinger’. Her er der fokus på at tilgodese dyrenes behov, mens der ikke er meget at komme efter i forhold til fokus på arbejdsmiljø og sikkerhed, konstaterer Kent Nielsen.

Ny anvendelse af staldteknologi
Forskerne vil desuden tage fat i den megen teknologi, som findes i staldene og undersøge, om den kan bruges til at øge arbejdssikkerheden.
- Der registreres jo allerede en masse data på dyrenes adfærd og bevægelse rundt i stalden – fx aktivitetsmålere. Der vil vi bl.a. se på, om de data også kan bruges til at forebygge arbejdsulykker, fx ved at udpege risikodyr – og måske på sigt til at udsende alarm, hvis dyrene bliver stressede, forklarer Kent Nielsen. 

Denne del af projektet vil ingeniører ved Aarhus Universitet tage sig af.

Bak op om undersøgelsen

I disse dage modtager kvægbrugerne en mail med en opfordring til at lade sig interviewe, hvis de har været involveret i et uheld. Har du selv været involveret i en ulykke som følge af håndtering af kvæg, eller kender du en, der har, finder du et direkte link til undersøgelser her på Landbrugsinfo.


Fakta
- Projektet er finansieret af Arbejdsmiljøforskningsfonden 

- Kent Nielsen vil gennem interviews have fokus på tre faktorer: (1) fysiske rammer omkring ulykken, (2) dyrenes adfærd og (3) de involveredes adfærd

- Forskningssamarbejdet varer indtil slutningen af 2022

Artiklen har også været bragt i KvægNYT nr. 21, 2020






Luk

Start din søgning her

  • Søgning gav ingen resultater, prøv igen