MENU
16. november 2021

SEGES-projekt sætter fokus på stress – og hvordan man undgår det

Livet som landmand byder på travlhed og mange beslutninger. Det kan for nogle udløse stress. SEGES sætter i et nyt projekt fokus på, hvad man kan gøre for at bekæmpe og undgå sygdommen.
Selvstændige landmænd står ofte alene med et stort ansvar, skal træffe store beslutninger og har lange arbejdsdage.
Selvstændige landmænd står ofte alene med et stort ansvar, skal træffe store beslutninger og har lange arbejdsdage.

Livet som selvstændig landmand stiller store krav om hele tiden at være på og træffe beslutninger. Typisk står man alene med ansvaret, og arbejdsdagene er mange og lange.

Det er opskriften på at få stress, og socialkonsulenter og ledelsesrådgivere i landbruget oplever, at flere og flere landmænd udviser symptomer på sygdommen.

-  Der er mange udfordringer i at lede en landbrugsbedrift. Dyrene skal passes hver dag, og man kan ikke skyde opgaverne som i andre typer virksomheder. Det medfører et stort pres. Samtidigt betyder strukturudviklingen i mange tilfælde øgede krav til landmandens ledelsesmæssige kompetencer, siger specialkonsulent og projektleder Bodil Irene Jensen, SEGES.

Derfor sætter SEGES nu et projekt i værk, som skal modvirke stress-risikoen. Der skal findes veje til at forebygge og håndtere stressen, og give landmanden en bedre balance i sit arbejds- og familieliv.

-  Projektet består af flere elementer. Vi gennemfører en mere præcis kortlægning af, hvad der konkret fører til stress hos landmændene. Det sker gennem dybdeinterviews med en gruppe landmænd og deres ægtefæller. Der etableres også et kursus for socialkonsulenter, der skal ruste dem bedre til at spotte stress-symptomer hos landmænd, siger Bodil Irene Jensen.

Projektet har også til formål at hjælpe landmænd, som allerede er stressede.

-  Vi laver, sammen med rådgivere fra DLBR, et forløb for landmænd med stress eller symptomer på, at de er ved at få det. Det skal hjælpe med at fastholde de berørte landmænd i erhvervet og undgå lange sygemeldinger, siger Bodil Irene Jensen.

Sidste ben i indsatsen er en oplysningskampagne på en række digitale platforme. Den skal formidle viden om stress og hvilken støtte man kan få, blandt andet fra det offentlige.


Projektet ”Mental sundhed i landbruget” er støttet af Velliv Foreningen, Østifterne f.m.b.a. og Landbrug & Fødevarer.

Landmænd, som er interesserede i et forløb kan kontakte Bodil Irene Jensen, bij@seges.dk, 87 40 52 19 eller Maria Louise Dahl Thyssen, mlda@seges.dk, 87 40 52 71.

Luk

Start din søgning her

  • Søgning gav ingen resultater, prøv igen