Prisen for bedste tv-produktion og prisen for bedste podcast. Det var høsten for SEGES Innovation, da foreningen Danske Fødevare- og Landbrugsjournalister forleden afholdt den årlige prisuddeling for landets bedste medieproduktioner inden for landbrug.
Prisen for bedste tv-produktion gik til første episode af SEGES Innovations tv-magasin ”Bundlinjen”. Episoden satte fokus på landbrugsvirksomheders miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige påvirkning (ESG). Bag tv-produktionen stod Karina Bjørn, Mikkel Krogh, Anders Haugaard Iversen, Mikkel Homann Carøe, Christian Rathcke Tegllund og Annemette Christensen.
Prisen for bedste podcast gik til SEGES Innovations ”Afrikansk svinepest i Tyskland: Tættere på den danske grænse”. Podcasten satte fokus på, hvad det betyder for danske griseproducenter, at afrikansk svinepest i Tyskland nærmer sig den dansk-tyske grænse. Bag podcasten stod Erik Suhr.
Stor glæde over priser
Hos afdelingschef for Marketing & Fagkommunikation Susanne Ejby Hansen fra SEGES Innovation er der stor glæde over de to priser, der blev uddelt på DLG’s hovedkontor i Fredericia.
”I SEGES Innovation har vi i mange år arbejdet intensivt med at nytænke og professionalisere vores kommunikation, så vores eksperters faglige viden i bedst mulig grad kommer ud at virke hos landmændene. Her er tv-mediet og podcastmediet oplagte kanaler, og jeg er stolt over, at vi formåede at komme hjem fra uddelingen med hele to priser i bagagen,” siger Susanne Ejby Hansen.
Til prisuddelingen blev også uddelt priser for årets bedste artikel og bedste multimedieproduktion. Fagmagasinet Hyo løb med førstnævnte for en artikel om griseproduktion i Nevada, mens Maskinbladet vandt sidstnævnte for en multimedieproduktion om knækstyrede stortraktorer.
Se tv-magasinet ”Bundlinjen” om ESG
Lyt til podcasten ”Afrikansk svinepest i Tyskland: Tættere på den danske grænse”