MENU
17. januar 2023

Kvægkongres 2023: Få nyeste viden om klimatiltag, dyrevelfærd, ledelse og økonomi i kvægbruget

Kvægkongressen er årets begivenhed i kvægbruget. Den samler de bedste om det nyeste inden for moderne og bæredygtig kvægproduktion.

Kvægbruget er i fuld gang med en grøn omstilling, og fokus er konstant på at optimere bæredygtighed, dyrevelfærd og produktion, samtidig med der skal udledes mindre CO2. 

På årets kvægkongres samles branchen om den nyeste viden på områderne fra både forskning, udvikling og rådgivning. Her mødes landmænd, rådgivere, forskere og andre med interesse for kød- og mælkeproduktion. Dermed er kongressen et godt udtryk for det tætte samarbejde, som findes i hele værdikæden fra ko til forbruger. Et samarbejde, der er forudsætningen for, at kvægbruget er i stand til at levere på de mange forventninger og udfordringer, som en verden i konstant forandring byder på. 

Kongressen foregår i MCH Herning Kongrescenter og strækker sig over dagene 27. og 28. februar. Her kan deltagerne vælge mellem 67 forskellige faglige indlæg, debatter og workshops. Der er med andre ord masser af muligheder for at blive klogere, lade sig inspirere - og at give sit eget bidrag til debatten. 

Mød blandt andre direktør i tænketanken Europa, Lykke Friis, når hun leder paneldebatten om dansk kvægbrugs rolle i fremtidens bæredygtige og klima-effektive fødevareproduktion. Få også en status på, hvor langt forskningen er med kunstigt fremstillet kød og mælk, hør om muligheder og konsekvenser i den nye landbrugsreform - eller få et indblik i, hvordan fodereffektivitet og avl kan indgå som redskaber i klimaarbejdet. Blot for at nævne nogle få eksempler på de mange muligheder. 

Sidst men ikke mindst er kvægkongressen stedet hvor man netværker og mødes med kolleger til hyggelig snak og erfaringsudveksling. 

Læs hele programmet og tilmeld på www.kvægkongres.dk.

Kontakt

For spørgsmål vedrørende program og kongres kontakt Jens Løkke Rasmussen på mail jelr@seges.dk.

Pressekontakt til Kirsten Marstal på 2459 9372 eller mail kfm@seges.dk.

Luk

Start din søgning her

  • Søgning gav ingen resultater, prøv igen