MENU
23. december 2016

Landmænd har stærk tro på fremtiden

SEGES’ analyse af konjunkturforventninger, Landmandsbarometeret, viser, at landmændenes forventninger er på det højeste niveau i de syv år, barometeret har målt dem.
Landmændene tror både på større indtjening og produktion i 2017.
Landmændene tror både på større indtjening og produktion i 2017.
Foto: LandbrugsMedierne

Af Thyge Hansen, thh@lf.dk

De danske landmænd ser generelt med stor optimisme på det kommende år.

Det viser en ny måling i Landmandsbarometeret, der to gange om året spørger over 2.000 landmænd om deres forventninger til fremtiden.

- Analysen viser, at landmændene samlet set har meget positive forventninger til udviklingen i 2017. Således er forventningsindekset på det højeste niveau, siden vi lavede den første måling tilbage i 2010, fortæller Klaus Kaiser, der er erhvervsøkonomisk chef i SEGES.

Det er primært omkring produktionsvolumen og indtjening, at der forventes fremgang.

- Mælke- og svineproducenter og, i lidt mindre grad, minkavlere forventer bedre indtjening. Årsagen er, at priserne på mælk, kød og skind efter flere år med nedgang nu har rettet sig, siger Klaus Kaiser, der understreger, at indtjeningen og egenkapitalen dog fortsat er under stort pres hos en gruppe landmænd.

På tværs af de forskellige produktionsgrene er der udbredt tro på at kunne producere mere i 2017.

- Årsagen skal blandt andet findes i de forbedrede muligheder som fødevare- og landbrugspakken giver. Samtidig har afskaffelsen af mælkekvoter også fortsat effekt på mælkeproducenternes produktionsforventninger, siger Klaus Kaiser.

Landmændene peger dog fortsat på, at der er alvorlige barrierer for produktionen, blandt andet i form af høje produktionsomkostninger og dårlig adgang til finansiering.

På trods af tro på bedre indtjening, så er forventningerne til investeringer fortsat negative, endda lidt mere end ved seneste måling i foråret 2016.

- Det er umiddelbart et paradoks. Forklaringen er sandsynligvis, at beslutninger om investeringer er mere langsigtede, end de aktuelle konjunkturer. Mange landmænd er fortsat stærkt påvirket af skrøbelig likviditet og de seneste års udhuling af egenkapitalen, ligesom det fortsat for en stor gruppe er meget vanskeligt, tenderende til umuligt, at sikre finansiering af investeringer i nyt produktionsapparat, siger Klaus Kaiser.


Klaus Kaiser
Klaus Kaiser
Erhvervsøkonomisk chef
Erhvervsøkonomi
T: +45 8740 5175
Luk

Start din søgning her

  • Søgning gav ingen resultater, prøv igen