MENU
8. juni 2017

Landmændene har høje forventninger

SEGES’ analyse af landbrugets konjunkturforventninger viser, at landmændenes forventninger til det aktuelle konjunkturforløb er på det højeste niveau siden 2010.
Der er god optimisme i landbruget. Det viser måling i Landmandsbarometeret.
Der er god optimisme i landbruget. Det viser måling i Landmandsbarometeret.
Foto: LandbrugsMedierne

De danske landmænd ser generelt med stor optimisme på de aktuelle udsigter for indtjening, investeringer og produktion. Det viser en ny måling i Landmandsbarometeret, der to gange om året spørger omkring 2.000 landmænd om deres forventninger til fremtiden.

- Analysen viser, at landmændene samlet set har meget positive forventninger til udviklingen i 2017. Således er forventningsindekset på det højeste niveau, siden vi lavede den første måling tilbage i 2010, fortæller Klaus Kaiser, der er erhvervsøkonomisk chef i SEGES.

De positive forventninger knytter sig især til indtjening og investeringer, men der er også høje forventninger til at øge produktionen.

- Det er især mælke- og svineproducenterne, som ser positivt på mulighederne i år. Årsagen er formentlig, at priserne på svinekød og mælk nu har rettet sig efter flere år med lave priser, siger Klaus Kaiser. Han nævner også fødevare- og landbrugspakken samt ophør af mælkekvoter som årsager til, at landmændene forventer stigende produktion og bedre indtjeningsmuligheder.

- Det skal dog understreges, at indtjeningen og egenkapitalen fortsat er under stort pres hos en del landmænd. Det kommer også til udtryk i undersøgelsen, hvor en gruppe landmænd fortsat har negative forventninger til produktion og investeringer. De er ganske enkelt kørt fast og har mistet kredit- og udviklingsmulighederne, siger Klaus Kaiser.

Landmændene peger også mere generelt på, at der fortsat er alvorlige barrierer for produktionen, blandt andet i form af høje produktionsomkostninger og dårlig adgang til finansiering.

På trods af barriererne viser den aktuelle måling dog høje forventninger til investeringerne i år. Forventningerne har ikke været højere siden undersøgelsen startede i 2010.

 - På mange bedrifter er der et ophobet investeringsbehov, for landbruget har været igennem en periode med lav indtjening, spinkel egenkapital og vanskelig adgang til kredit. Derfor er den aktuelle højkonjunktur særdeles kærkommen, da det giver mange landmænd mulighed for at nedbringe gæld eller foretage nødvendige investeringer, siger Klaus Kaiser.

Klaus Kaiser
Erhvervsøkonomisk chef
Erhvervsøkonomi
T: +45 8740 5175
Luk

Start din søgning her

  • Søgning gav ingen resultater, prøv igen