MENU
19. februar 2016

Mere økologisk kød på vej

Slagterierne mangler økologisk kød. Samtidig viser landmænd med kødkvæg stigende interesse for at lægge om til økologi. Men hvad betyder det for driften? Og hvilke regler skal der følges for at blive økolog? De svar kan interesserede kødkvægsproducenter få på Kvægkongres 2016.
På Kvægkongres 2016 vil SEGES Økologi tage fat i, hvilke overvejelser landmænd bør tage fat i forud for en omlægning. Foto: Landbrugsmedierne
På Kvægkongres 2016 vil SEGES Økologi tage fat i, hvilke overvejelser landmænd bør tage fat i forud for en omlægning. Foto: Landbrugsmedierne

Af Mille Marie Christensen, mic@lf.dk

Økologisk kød er i høj kurs lige nu. Coop gør en stor indsats for at afsætte flere økologiske produkter, og Friland har hævet tillægget til deres leverandører. Derfor overvejer mange landmænd med en konventionel kødkvægsproduktion at lægge om til økologi.

- I forvejen opfylder mange af disse producenter allerede meget af det, der skal til for at blive certificeret økolog. Derfor er det nærliggende for dem at overveje en omlægning og på den måde få en højere afregningspris for deres kød, forklarer Arne Munk, teamleder i SEGES Økologi.

På grund af den store interesse fra kødkvægsproducenterne, så tilbyder SEGES Økologi et indlæg om omlægning til økologi målrettet kødkvægsproducenter på Kvægkongres 2016, der finder sted i Herning den 29. februar og 1. marts.

- Vi tager fat i, hvilke overvejelser landmændene bør gøre sig forud for en omlægning. Hvad betyder det for driften, og hvilke regler er der, som skal følges? Vi ser også på økonomien i omlægning med udgangspunkt i eksempler fra andre, der har lagt om, siger Arne Munk.

Samtidig gør SEGES Økologi opmærksom på de gratis omlægningstjek, som landmænd, der overvejer at lægge om til økologi, kan få. Omlægningstjekkene bliver gennemført af økologikonsulenter fra de forskellige DLBR-virksomheder.

Luk

Start din søgning her

  • Søgning gav ingen resultater, prøv igen