MENU
4. maj 2020

Ny rapport: Uforløst potentiale for mere biogas

Det er muligt at øge den klimavenlige energiproduktion i Danmark baseret på blandt andet halm og husdyrgødning. Produktionen kan blive mindst fem gang så stor som i dag. Det viser en ny rapport, som Syddansk Universitet og SEGES har udarbejdet for Energistyrelsen.
En ny rapport fra Energistyrelsen, som SEGES har bidraget til, viser, at der er en enormt uforløst potentiale i at udnytte husdyrgødningen endnu bedre end i dag. Det siger SEGES' bioøkonomichef Lars Villadsgaard Toft.
En ny rapport fra Energistyrelsen, som SEGES har bidraget til, viser, at der er en enormt uforløst potentiale i at udnytte husdyrgødningen endnu bedre end i dag. Det siger SEGES' bioøkonomichef Lars Villadsgaard Toft.

Der er uforløste muligheder for produktion af klimavenlig energi baseret på blandt andet halm og husdyrgødning. Samtidig bør der udarbejdes en samlet strategi for energisystemets udvikling. Biogassektoren kan spille en stor rolle i fremtidens energisystem, fordi energi produceret på biogasanlæg rummer særlige klima- og miljømæssige fordele.

Kan erstatte fossile brændstoffer
Det konkluderer en ny rapport, som Syddansk Universitet og SEGES har udarbejdet for Energistyrelsen.
Som det er i dag, sendes det meste af den biogas, der produceres i Danmark, ud til forbrugerne gennem naturgasnettet, men der er også biogasanlæg, der producerer el og varme. 
På sigt kan biogas også indgå i produktionen af grønt brændstof som erstatning for fossile brændstoffer.  
- Der er altså en betydelig gevinst for hele samfundet ved at producere mere energi på biogasanlæg. Det er klima- og miljøvenligt, og det udnytter, hvad der i dag er restprodukter fra landbruget og husholdninger og restprodukter fra industrien, der er registreret som affald. Men det kommer ikke af sig selv. Hvis det danske samfund vil denne udvikling, kræver det store, målrettede og samtænkte investeringer, og derfor er der behov for politisk vilje og incitamenter. I landbruget er vi klar til at levere vores bidrag til at gøre den danske energiforsyning grønnere, siger klimadirektør i Landbrug & Fødevarer, Niels Peter Nørring.

Biogas kan reducere landbrugets CO2
Det er professor Henrik Wenzel, Syddansk Universitet enig i. Han er en af hovedmændene bag rapporten for Energistyrelsen.
- Biogas binder energisystemet sammen. Den kan være med til at reducere landbrugets CO2-udledning og skræddersy en designergødning til den enkelte landmand, samtidig med, at man leverer gas til industrien, og den fornødne back-up til elsystemet. Biogasprocessen er samtidig den bedste trækkraft til at få brint og CO2 ind i vores energisystem og transportsektor, siger Henrik Wenzel.

Husdyrgødning kan udnyttes endnu bedre
- Et af de helt store potentialer ligger i at udnytte husdyrgødningen endnu bedre end i dag, siger bioøkonomichef i SEGES, Lars Villadsgaard Toft.
- Med husdyrgødning kan landbruget bidrage markant til den grønne omstilling af den danske energisektor, men det kræver, som rapporten også fastslår, at vilkårene for biogasproduktion tænkes ind i en samlet helhed, uddyber Lars Villadsgaard Toft.
Udover at udnytte husdyrgødning endnu bedre, er der stadig overskydende halm, som i dag ikke bliver bjærget, men som ville kunne bruges til biogasproduktion. 

Det klima og miljøvenlige græs kan også bruges til biogas
Rapporten peger på mulige politiske og økonomiske tiltag og rammer, der kan være incitament til at udnytte husdyrgødning, gylle og halm bedre end tilfældet er i dag, og så peger rapporten også på, at græs kan være en mulig afgrøde til biogasproduktion. Græsmarker rummer miljømæssige fordele i form af blandt andet kulstofbinding og mindsket kvælstofudvaskning.

Biogas kan blive til fremtidens grønne brændstof
Potentialet kan yderligere øges ved, med brint, at omdanne biogas-CO2 til metan, op til en øvre grænse på 160 PJ biogas om året, forudsat at alle egnede biomasser anvendes og al biogas omdannes. 
- Biogasprocessen kan optage brint og reagere den med CO2 fra biogassen og fra andre kilder. Biometan kan med kendt teknologi omdannes til flydende brændstoffer inkl. flybrændstof. Samspillet mellem biogas, CO2 og brint er den mest lovende vej til fremtidens elektrobrændstoffer, uddyber Henrik Wenzel.

Læs hele rapporten her og Energistyrelsens pressemeddelelse om rapporten her. 

Fakta om det grønne potentiale

  • Fra den forventede produktion på cirka 18 PJ biogas om året i 2020 kan produktionen øges til 25 PJ om året frem mod 2025 inden for rammerne af den nuværende tilskudsordning og med de biogasanlæg, der findes i dag eller er planlagt. 
  • Baseret på den mængde gylle, der forventes at være til rådighed fremover, vurderer rapporten, at produktionen kan øges yderligere til 40 PJ biogas om året i 2030 og 60 PJ biogas om året i 2040. 
  • Derudover er der fortsat store mængder biomasse, især halm, der kan indgå i biogas, og dermed vil produktionen kunne bruges op på 90 PJ biogas om året eller mere – altså fem gange så meget som i dag. 



Luk

Start din søgning her

  • Søgning gav ingen resultater, prøv igen