MENU
16. december 2021

Plantekongressen i corona-ansvarlig udgave

Plantekongres 2022 bliver en hybrid, hvor deltagerne kan vælge mellem at møde op i Herning Kongrescenter eller sidde foran skærmen derhjemme.
Plantekongressen bliver mulig at følge digitalt eller live.
Plantekongressen bliver mulig at følge digitalt eller live.


Den gode nyhed er, at der stadig er Årsmøde og Plantekongres den 12.-13. januar 2022. Den knap så gode nyhed er, at situationen omkring corona betyder, at vi ikke vil samle 2.000 mennesker i Herning kongrescenter. 

Derfor omdanner de tre arrangører, Københavns Universitet, Aarhus Universitet og SEGES nu kongressen til en hybrid, hvor du som deltager kan vælge enten at møde op i Herning eller deltage digitalt. 

- Vi er frygteligt kede af, at vi heller ikke denne gang kan holde den store kongres med faglighed, networking, festmiddag og debatter for fuld udblæsning. Det er vi mange, som havde glædet os til. Men situationen er, som den er, og vi gør nu alt for at skabe et godt fagligt arrangement, hvor danske landmænd, rådgivere og alle andre kan blive opdateret med den nyeste viden, siger afdelingschef Jens Elbæk, SEGES.

- Vi har jo allerede et fantastisk program med fokus på tidens mest aktuelle dagsordener og en masse dygtige indlægsholdere. Nu plukker vi lidt i det og sammensætter et lidt mindre program med de mest praktiske og landmandsrettede emner inden for produktion, natur og miljø.

Programmet i hovedtræk:

Den 12. januar livestreames Årsmødet for Planteproduktion 
Den 13. januar kan du deltage i kongressen i Herning, hvor der vil være to spor. Du kan også vælge at sidde hjemme og følge livesteams af indlæggene 
Den 17.- 20. januar kan du deltage i webinarer for yderligere 18 sessioner.
Sidst i januar planlægger vi at sende webinarer med de natur- og miljøsessioner, som især appellerer til ansatte i rådgivningsvirksomheder, kommuner, styrelser mv. 

Årsmødet livestreames fra studie
 - Vi havde alle glædet os til at kunne mødes igen, men med den seneste corona-udvikling, så vælger vi at lave et set-up, hvor alle kan se og lytte med hjemme fra kontoret, online. Det er ærgerligt, men vi prøver på denne måde at give alle adgang til at være med – også selvom det er bag en skærm, siger Torben Hansen, formand for Landbrug & Fødevarer, Planteproduktion.

Nyt program klar den 16. december

I Herning planlægger vi at samle ca. 500 deltagere. Det nye program og priserne vil kunne ses på Plantekongres.dk torsdag den 16. december, og vi vil sørge for at informationer kommer bredt ud. Deltagere, som allerede har tilmeldt sig, vil blive kontaktet. 



Mere viden: Rikke Ingeman Svarrer: ris@seges.dk eller 2135 439




Luk

Start din søgning her

  • Søgning gav ingen resultater, prøv igen