MENU
10. januar 2020

Plantekongres med plads til både faglighed og kollegialt fællesskab

Den 14. og 15. januar holdes deb årlige plantekongres. Den største faglige begivenhed inden for planter, miljø og natur. På kongressen deltager bl.a. landmænd, forskere og specialister med den nyeste viden inden for området.
Troels Toft står sammen med sektorformand Torben Hansen for beretningen. Foto: Torben Worsøe.
Troels Toft står sammen med sektorformand Torben Hansen for beretningen. Foto: Torben Worsøe.

Landbrugserhvervet indleder traditionen tro det nye år med den årlige plantekongres. Tirsdag og onsdag den 14. og 15. januar mødes landmænd, forskere, konsulenter, embedsmænd fra styrelser og ministerier, studerende og firmafolk i Herning Kongrescenter til en opdatering på den nyeste viden om planter, miljø og natur.

”Plantekongressen er en enestående begivenhed, der er opstået ved at slå flere forskellige konferencer og årsmøder sammen. Vi samler alle fagfæller under samme tag og skaber rum for dialog og debat om de udfordringer og muligheder i landbrugserhvervet, som mange landmænd står overfor”, siger sektordirektør for planter Troels Toft, SEGES. 

Klima på programmet

I år er fødevareklyngens vision om et klimaneutralt fødevareerhverv 2050 et centralt tema for kongressen. 

Kongressen starter med et årsmøde tirsdag formiddag. Årsmødet handler om, hvordan danske kornproducenter skaber vækst i en grønnere verden og er arrangeret af Sektor for Planteproduktion under Landbrug & Fødevarer.

”Det første oplæg på årsmødet fokuserer på både de muligheder og udfordringer, der befinder sig inden for området dansk planteproduktion. Oplægget afholder jeg selv i fællesskab med gårdejer og formand for Landbrug & Fødevarers Planteproduktion Torben Hansen”, fortæller Troels Toft. 

Efterfølgende er der oplæg ved Nikolai Hansen, tidligere direktør i KMC og nuværende formand for Landbrug & Fødevarers forsknings- og uddannelsesudvalg, om forædling af råvarer til ingredienser til fødevarer.

Årsmødet slutter med oplæg fra Naturli’s direktør Henrik Lund, som giver sit bud på, hvordan danske planteproducenter kan blive leverandører til hans virksomhed. 

Den egentlige plantekongres starter tirsdag eftermiddag. Kongressen er et fælles projekt imellem SEGES, Aarhus Universitet og Københavns Universitet og består af 88 sessioner alle omhandlende det nyeste inden for planter, miljø og natur.

I sessionerne stiller landmænd, rådgivere, forskere og studerende skarpt på at kombinere de nyeste forskningsresultater med tendenser, der rør sig i den praktiske planteavl og ikke mindst hos forbrugerne.

I en session tager kommunikationsekspert Rulle Grabow Westergaard blandt andet fat i forbrugertrends under overskriften ”plantefars og flyskam – Er det en døgnflue?” I en anden session kan deltagere møde godsejer Anne Sophie Gamborg fra Møllerup Gods, der nytænker godsets planteproduktionen med brugen af hamp. 

”I sessionerne kan deltagere selv komme på banen og deltage i debatten med fagfæller. Det er også en oplagt mulighed for, at medarbejdere, hos de myndigheder landbruget kommer i berøring med i løbet af året, får opdateret deres faglige viden. Det vil sætte en fælles ramme at diskutere ud fra resten af året”, siger Troels Toft.



Luk

Start din søgning her

  • Søgning gav ingen resultater, prøv igen