MENU
13. september 2018

SEGES forklarer gødskning og vådområder på tre åbne landbrug

Søndag 16. september 2018 er der Åbent Landbrug landet over. I år er der nye initiativer, hvor SEGES-eksperter er klar til at forklare familien Danmark om gødskning og såkaldte mini-vådområder.
Et af de steder, hvor der søndag 16. september holdes Åbent Landbrug, er her ved minivådområdet på Fillerupvej ved Odder. Et minivådområde er et kunstigt skabt filter i landskabet, som renser drænvandet for kvælstof og fosfor, så udledningen til vandmiljøet bliver mindre.
Et af de steder, hvor der søndag 16. september holdes Åbent Landbrug, er her ved minivådområdet på Fillerupvej ved Odder. Et minivådområde er et kunstigt skabt filter i landskabet, som renser drænvandet for kvælstof og fosfor, så udledningen til vandmiljøet bliver mindre.
Foto: Niels Aage Skovbo

 

Man hører ofte om landbrugets brug af kvælstof i medierne, men hvordan er det nu lige med det der gødskning? Hvorfor gødsker landmanden, og hvordan gør han?

Det kan forbrugerne få svar på ved Åbent Landbrug på søndag 16. september.

Her stiller SEGES-medarbejdere, som normalt arbejder med gødskning, vand og miljø op for at forklare, hvordan landbruget arbejder målrettet og ansvarligt for at sikre det lavest mulige aftryk af produktionen. Normalt arbejder SEGES-rådgiverne, som hver især er eksperter inden for deres område, sammen med landbrugsrådgivere, landmænd og myndigheder om at sikre konkret og fremtidsorienteret rådgivning.

- Vi glæder os til at være med ved Åbent Landbrug på de tre gårde og håber på en masse nysgerrige gæster, siger afdelingsleder i SEGES Natur og Miljø, Irene Wiborg.

- Hvis man er landmand, så er det også helt oplagt at komme en tur omkring minivådområdet i Odder. Så kan man se, hvordan sådan et ser ud og tale med landmændene, som kan forklare, at et filter i landskabet, som et minivådområde er, kan virke i  fin harmoni med den praktiske landbrugsdrift, så landmanden kan dyrke afgrøder optimalt samtidig med at vi får et rent vandmiljø. 

 

Kom og se et mini-vådområde 

Minivådområdet kan man besøge hos Ole og Per Lyngby Pedersen – det er på en mark ved Fillerupvej uden for Odder. Her kommer gæsterne ikke op på gården, men mødes i marken, hvor man kan se det menneskeskabte vådområde.

Siden 2006 har Per og Ole målrettet arbejdet med miljøtiltag der er med til at reducere kvælstof og fosfor-bidraget fra landbruget til vandmiljøet. Først lavede de et minivådområde i Ondrup Mose og i 2010 blev der på Fillerupvej etableret endnu et minivådområde med åbent bassin.

Gødskning 

Man kan også møde SEGES medarbejdere to andre steder, hvor de som supplement til gårdenes øvrige aktiviteter forklarer, hvor nøje og målrettet landmanden gøder, inden for meget specifikke rammer og med uddannelse i at håndtere gødning i de rette mængder og der, hvor der er behov. Der er også mulighed for at se nærmere på den avancerede teknik i traktor og gødningsspreder, der sikrer en utrolig præcision, når der gødskes.  De to gårde er:

Frihedslund Læregård, Sæbyvej 60, 4291 Ruds Vedby og Pebringsgård, Pebringsvej 5, 8700 Korning.

Åbent Landbrug foregår kl 10-16 søndag 16. september.







Luk

Start din søgning her

  • Søgning gav ingen resultater, prøv igen