MENU
17. december 2018

Nyt site er en guldgrube af viden på video

Et nyt tv-site fra SEGES er i luften og samler nogle af de mange videoer, der bliver produceret i SEGES – for eksempel med landmænd der deler deres erfaringer. På www.seges.tv kan du under de forskellige kategorier finde nyeste videoindhold, ligesom du kan søge i arkivet.

 

Se og hør det nyeste fra SEGES. Sådan er tilbuddet med SEGES’ nye hjemmeside www.seges.tv. Hjemmesiden samler mange af de videoer, SEGES producerer til danske landmænd. Siden skal gøre det nemmere at finde inspiration til alt fra avl og sundhed til ledelse og efterafgrøder og prøveudtagning af fuldfoder.

”Vi ved, at rigtigt mange landmænd foretrækker at se en video om et emne, fremfor at læse en artikel. Det har vi lyttet til, og derfor producerer vi ofte videoer, når vi skal fortælle om aktiviteter eller nye resultater. Det kan være nyeste viden fra et af vores forsøg eller gode råd til det daglige arbejde, eller erfaringer fra andre landmænd, som i samarbejde med SEGES har afprøvet nye måder at gøre tingene på og gerne vil dele erfaringerne med deres kolleger,” siger kommunikationskonsulent Rasmus Lind fra SEGES. 

Giver et overblik
Mange af filmene bliver også delt på f.eks. LandbrugsInfo og de enkelte produktionsgrenes Facebooks-sider. Og sådan vil det også fortsætte. Men målet med SEGES.tv har været at give et samlet overblik over SEGES’ egenproduktioner.

”Nogle af vores film vil måske kun leve på Facebook eller LandbrugsInfo, hvis det er nogle korte film, som kun er aktuelle her og nu. Men det videoindhold, som kan leve længere, vil også blive lagt på SEGES.tv, så du kan gå tilbage og se dem i stedet for at skulle trawle Facebook eller andre sider igennem,” forklarer Rasmus Lind.

Inddelt efter produktionsgren
På det nye tv-site er alle film inddelt efter produktionsgrene, så det er blevet nemmere at finde de film, der passer til lige netop dit arbejde. Du kan enten klikke på kategorien på selve siden eller en underkategori for at se videoer om de enkelte emner. F.eks. avl eller sundhed.

”Vi kommer naturligvis til at dele nyheder, som vi plejer, på LandbrugsInfo.dk, Svineproduktion.dk, Facebook og så videre. Men SEGES.tv skal ses som et supplement til disse kanaler. Håbet er, at vi kan nå endnu bredere ud med vores viden,” fortæller Rasmus Lind.

Du kan besøge den nye online tv-kanal på www.seges.tv.

 


Luk

Start din søgning her

  • Søgning gav ingen resultater, prøv igen