MENU
23. september 2015

SEGES designer biogasanlæg i Taiwan

Det er første gang, at bioenergiafdelingen får en ordre fra østaten. Håbet er, at den kan bane vej for flere på det interessante marked.
Danmark er helt i front, når det handler om at omdanne gylle og andre affaldsprodukter fra landbruget til biogas.
Danmark er helt i front, når det handler om at omdanne gylle og andre affaldsprodukter fra landbruget til biogas.
Foto: LandbrugsMedierne

Af Thyge Hansen, thh@lf.dk

Danmark er en af de førende nationer, når det handler om at omdanne gylle og andre affaldsprodukter fra landbruget til grøn og billig energi i form af biogas.

I SEGES afdeling for bioenergi er teknisk design og dimensionering af biogasanlæg nogle af de centrale kompetencer, og den viden kommer nu ikke kun danske landmænd til gavn. Lige nu er afdelingen i gang med at designe et anlæg for virksomheden PanWenz Environmental Technology. Anlægget skal behandle svinegylle og kunne producere cirka 400.000 kubikmeter biogas om året med højt energiindhold.

- Et af vores vigtigste konkurrenceparametre er, at vi er gode til at designe simple anlæg med stor driftssikkerhed under forskellige forudsætninger. I denne sammenhæng benytter vi en speciel 2-trins teknologi til at koncentrere bakterierne den tynde gylle; sådanne anlæg er ganske små, men meget effektive, fortæller specialkonsulent Niels Østergaard.

- Udfordringen med det aktuelle anlæg er, at Taiwan faktisk ligger meget sydligt, på linje med Ægypten. Det betyder, at de grise, der skal levere input til anlægget har det varmt og derfor skal køles. Det sker gerne med spraykøling, og som følge heraf leveres et meget tyndere gylleprodukt end i Danmark. Det tages der selvfølgeligt højde for i designet.

Marked med potentiale

Det er første gang, at SEGES bioenergieksperter får ordrer fra Taiwan, men det er et marked, der rummer et fint potentiale, vurderer Niels Østergaard, der tidligere har løst tilsvarende opgaver for virksomheden.

- Der er stor husdyrproduktion i Taiwan og ligeledes fokus på bioenergi, så der er afgjort muligheder for, at vi kan opnå flere ordrer, når vi har bevist vores værd ved at løse den aktuelle opgave ordentligt. Alene at opnå ordren er en kvalitetsstempling af vores arbejde, siger han.

Eksport af biogas-knowhow til Fjernøsten er dog ikke nyt i SEGES. Bioenergi arbejder således også i Thailand. Her med anlæg, der skal omsætte den tropiske græstype elefantgræs samt forskellige affaldsmasser fra virksomhed.

Luk

Start din søgning her

  • Søgning gav ingen resultater, prøv igen