MENU
29. februar 2016

SEGES følger op på udsagn om landbrugspakken

Et forløb, hvor al proportionssans og lyst til at se nuanceret på tingene er gået tabt. Og det er brandærgerligt.
Ivar Ravn ærgrer sig allermest over de tabte proportioner i debatten.
Ivar Ravn ærgrer sig allermest over de tabte proportioner i debatten.
Foto: LandbrugsMedierne

Af Thyge Hansen, thh@lf.dk

Sådan lyder Ivar Ravns vurdering af de seneste to ugers debat om den landbrugspakke, som Venstre, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti vedtog torsdag i sidste uge.

Ivar Ravn har som direktør for SEGES Planter & Miljø fulgt processen om landbrugspakken på allernærmeste hold.

- Jeg ærgrer mig allermest over de tabte proportioner i debatten. Nogle af dem er tabt med fuldt overlæg. Det gælder for nogle politikere, hvilket man på et eller andet niveau må forvente, men desværre har nogle forskere også vist tegn på at miste sansen for proportioner. For eksempel erkendelsen af, at vi omkring kvælstofudledningen taler om niveauforskelle, der er små krusninger – oven i købet forbundet med en stor usikkerhed, siger Ivar Ravn.

SEGES gjorde fredag Københavns Universitet opmærksom på fejl i et notat om kvælstofudledningen. Notatet blev trukket tilbage og også andre udsagn fra debatten vil SEGES trykprøve i den kommende tid.

- Der har været rigtigt mange forskere på banen med vurderinger af pakkens konsekvenser for miljøet. For os der følger området tæt var det i enkelte tilfælde vanskeligt at se, præcist hvilke faglige kompetencer, der kvalificerede dem til det. Vi vil forsøge at samle op på nogle af de mange udsagn og kortlægge om der har været fejl eller i værste fald bevidste fordrejninger. Hvis det er tilfældet vil vi selvfølgelig tage det op med forskerne og deres arbejdsgivere, siger Ivar Ravn.

- Der ud over vil vi naturligvis følge, hvad der rent faktisk kommer til at ske. Nu får vi jo syn for sagn og vil blandt andet kunne se, om landmændene vil bruge al den ekstra gødning, som de nu får adgang til. Det er et af de emner, hvor vores vurdering er forskellig fra forskernes. Gødningsret er jo ikke lig med gødningspligt og landmændene vil selvfølgelig kun gødske jorden i det omfang det giver mening ud fra en driftsmæssig og økonomisk vurdering, siger Ivar Ravn.

Luk

Start din søgning her

  • Søgning gav ingen resultater, prøv igen