MENU
1. september 2015

SEGES indgår aftale med kinesisk landbrugsgigant

Bedre mælkekvalitet og en mere effektiv mælkeproduktion. Eksperter fra SEGES skal være med til at udvikle mælkeproduktionen i Kina.
Eksperter fra SEGES skal hjælpe kineserne med en mere effektiv mælkeproduktion.
Eksperter fra SEGES skal hjælpe kineserne med en mere effektiv mælkeproduktion.
Foto: LandbrugsMedierne

Af Mille Marie Christensen, mic@lf.dk

Fremover skal SEGES være med til at udvikle landbruget i Heilongjiang-provinsen i det nordøstlige Kina. SEGES har nemlig indgået en samarbejdsaftale med den kinesiske landbrugsgigant China HeiLongJiang Supply and Marketing Cooperative.

Gitte Grønbæk, direktør, SEGES Kvæg, ser gode perspektiver i aftalen, der blandt andet handler om management i mark og stald, landbrugsteknologi samt ikke mindst overførsel af viden.

- Den kan man ikke købe sig til. Aftalen viser, at kineserne har fået en dyb erkendelse af et behov for at komme op på et højere niveau, når det gælder fødevaresikkerhed, management, miljø og beskyttelse af naturen. Det behov, der er global interesse for, har de valgt SEGES til at bidrage til at indfri. Det skyldes, at man i Kina har blik for Danmarks styrkepositioner inden for fødevaresikkerhed, effektiv og bæredygtig produktion, siger hun.

Dansk malkeudstyr for milliarder

Det første konkrete projekt i samarbejdsaftalen går ud på at udvikle mælkeproduktionen i regionen. Det betyder blandt andet at firmaet S.A. Christensen der sælger malkeudstyr, skal implementere malkerobotter på kinesiske gårde. I den forbindelse skal tre eksperter fra SEGES rådgive omkring brugen af malkeudstyret samt hvordan mælkekvaliteten kan forbedres.

I første omgang skal der etableres en demonstrationsgård med det danske malkeudstyr, men der er potentiale for levering til mange flere gårde og dermed et eksportpotentiale på flere milliarder kroner.

- På sigt kan aftalen give dansk landbrug et endnu bedre fodfæste i Kina. Det kan være med til at styrke vores eksport samt synergien mellem Arla Foods og den kinesiske mejerikoncern Mengniu, siger Gitte Grønbæk, der ser indgåelsen af aftalen som et resultat af SEGES’ flerårige samarbejde med Arla Foods om rådgivning af kinesiske mælkeproducenter.

Det samarbejde har blandt andet betydet at Mengniu har købt rettighederne til at benytte et dansk arbejdsredskab med masser af simple tegninger, der forbedrer arbejdsrutinerne i kvægstalden. Et Systemet der er udviklet af SEGES. Derudover har eksperter fra SEGES tidligere undervist kinesiske landbrugsrådgivere og ansatte på mejeriet Mengniu i blandt andet mælkekvalitet, fodring, staldindretning og fødevaresikkerhed.

Luk

Start din søgning her

  • Søgning gav ingen resultater, prøv igen