MENU
28. september 2015

Succes og udfordringer på årets økologikongres

Økologien er i massiv fremgang. Det skal hyldes på Økologi-Kongres 2015, der i år bærer overskriften ”succes og udfordringer”. Men der bliver også taget fat i udfordringer inden for klima, biodiversitet, mangfoldighed på bedriften og driftsøkonomi, når økologikongressen for niende gang åbner dørene for alle økologiinteresserede.

Af Mille Marie Christensen, mic@lf.dk

Der er masser af succes, men også spotlight på udfordringerne inden for det økologiske landbrug, når Økologi-Kongres 2015 finder sted med over 100 oplæg den 25. og 26. november 2015.

Arrangørerne har valgt ”Succes og udfordringer” som overskrift for kongressen. Det går godt for økologien i Danmark. Aldrig har der været efterspurgt, solgt og eksporteret så mange økologiske fødevarer. Intet andet land har så stort et salg af økologiske varer per indbygger, og tallet er stigende. Den økologiske sektor er også innovativ. Mange nye økologiske varer som skyr og speltbrød er blevet standard i den konventionelle fødevareproduktion.

- Succeserne står i kø, men ingen træer vokser ind i himmelen – selv ikke de økologiske. Der er stadig udfordringer at tage fat på. Det gælder for eksempel inden for dyrevelfærd, klima, biodiversitet, mangfoldighed på bedriften og driftsøkonomi. Og Økologi-Kongres 2015 vil hylde succesen men samtidig tage fat på udfordringerne, forklarer specialkonsulent Tomas Brødsgaard Fibiger Nørfelt, SEGES Økologi, der er projektleder for holdet bag Økologi-Kongres 2015.

Rabat for de hurtige

Udover det faglige program har kongressen også en udstilling, hvor maskiner, produkter, viden og resultater vises frem af førende virksomheder, organisationer, forskningsinstitutioner og landmænd.

Det koster 750 kr. for en dagsbillet til kongressen, og der er rabat ved tidlig tilmelding inden den 25. oktober. Tilmeldingen er netop åbnet, og forbliver åben indtil 15. november 2015.

Økologi-Kongres 2015 afholdes på Vingsted hotel & konferencecenter nær Vejle.

This contact box currently has no contact specified or has an unknown contact specified. Edit component properties to specify a contact.

Fakta

Kongressen organiseres af SEGES Økologi, Landbrug & Fødevarer og Økologisk Landsforening. Endvidere deltager Internationalt Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og Fødevaresystemer (ICROFS) samt Foreningen for Biodynamisk Jordbrug i tilrettelæggelsen.

Se mere på økologikongressens hjemmeside.

Luk

Start din søgning her

  • Søgning gav ingen resultater, prøv igen