MENU
21. april 2023

Topchefer fra fødevarebranchen i front for klimakonference

Topcheferne fra de danske fødevirksomheder Arla Foods, Danish Crown og Carlsberg er i front på SEGES Innovations internationale klimakonference Agri-Food & Climate Circle, der løber af stablen i København 10-11. maj.

Den 10-11. maj samler videns- og innovationshuset SEGES Innovation virksomheder, forskere og beslutningstagere fra hele verden til klimakonferencen Agri-Food & Climate Circle i København.

Og det er ikke hvem som helst, der er med på den internationale konference. Topcheferne Peder Tuborgh, Jais Valeur og Cees ’t Hart fra henholdsvis Arla Foods, Danish Crown og Carlsberg tager nemlig aktiv del i konferencen i lighed med en lang række eksperter fra ind- og udland. Mens Jais Valeur og Cees ’t Hart skal holde oplæg som en del af programmet, skal Peder Tuborgh deltage i en paneldiskussion. 

”For at nå i mål med de nødvendige reduktioner af drivhusgasser i sektoren er vi nødt til at arbejde sammen og dele vores viden på tværs af sektorer og landegrænser. Derfor er jeg enormt stolt over, at vi på konferencen har formået at tiltrække en række store kapaciteter fra både erhvervslivet og forskerverdenen, som vil bidrage med deres perspektiver på at løse klimaudfordringen,” siger direktør for innovation Lisbeth Henricksen fra SEGES Innovation.

Samarbejde på tværs af værdikæden

Fra Arla Foods skal Peder Tuborgh deltage i en paneldiskussion om plantebaserede fødevarer og fremtidens proteinkilder, og han ser frem til at deltage i konferencen. 

”Vi bliver kun bedre og mere klimavenlige, hvis vi arbejder sammen på tværs af hele værdikæden fra jord til bord. Derfor er jeg glad for at deltage i klimakonferencen, der er en vigtig begivenhed i fødevareindustrien og for alle, der er interesseret i fremtidens bæredygtige fødevareproduktion,” siger Peder Tuborgh.

”Konferencen skaber en platform for forskere, eksperter, virksomheder og beslutningstagere for at diskutere den nyeste udvikling i jagten på løsninger, der vil hjælpe os med fortsat at reducere klimaaftrykket i sektoren,” fortsætter han.



Fra venstre mod højre: Cees 't Hart, Jais Valeur og Peder Tuborgh.

Grønne idéer indsendt fra hele verden

Programmet på Agri-Food & Climate Circle består af både præsentationer, paneldiskussioner og debatter. Derudover præsenteres 15 grønne idéer fra forskere og virksomheder, som er udvalgt af et ekspertpanel blandt mere end 80 indsendte idéer fra hele verden. 

Konferencen fokuserer på 7 hovedområder: Dokumentation af grønne initiativer, optimal ressourceudnyttelse, forbrugerindflydelse på grøn omstilling, bæredygtig anvendelse af jorden, bæredygtig husdyrproduktion, skift til mere vegetabilsk protein og bioteknologi som alternativ kilde til protein.

Blandt de øvrige oplægsholdere er Policy Analyst Nicola Di Virgilio fra EU Kommissionen, Principle Advisor Martin Scholten fra Wageningen University, professor Ian Holman fra Cranfield University, professor Jessica Aschemann-Witzel fra Aarhus Universitet, lektor Christian Bugge Henriksen fra Københavns Universitet, Vice President Anke Kwast fra YARA International, Senior Vice President Gustavo Palerosi Carneiro fra BASF, Group Vice President Henrik Vinther Olesen fra Salling Group, Executive Vice President Hanne Søndergaard fra Arla Foods og CEO Henrik Busch-Larsen fra Algiecel.

Læs mere på www.agrifoodcircle.com.

Flere informationer

Direktør for Innovation Lisbeth Henricksen, SEGES Innovation: 6128 4435 / lish@seges.dk.


Luk

Start din søgning her

  • Søgning gav ingen resultater, prøv igen