MENU
19. september 2019

Vestjysk landbrug nomineret til Østersø-pris for miljøindsats

Kristian og Maria Lundgaard-Karlshøj er den danske kandidat til prisen "Baltic Sea Farmer of The Year Award", som Verdensnaturfonden WWF uddeler. Prisen går til en landmand, der gør en særlig indsats for bæredygtighed og miljø.
Foto: Jens Bach

Tirsdag d. 24. september rejser Kristian og Maria Lundgaard-Karlshøj, Ausumgård mellem Struer og Holstebro, til Warszawa i Polen for at finde ud af, om parret kan kalde sig årets Østersø-landmand.

Verdensnaturfonden WWF samler i Warszawa de nationale prismodtagere fra landene, der har afvanding til Østersøen, og en jury kårer den samlede vinder af ”Baltic Sea Farmer of The Year Award 2019”. Prisen går til en landmand, der gør en særlig indsats for bæredygtighed og miljø.

Kristian og Maria Lundgaard-Karlshøj driver sammen med medarbejderne i alt 700 ha med hestebønner, korn, raps, frøgræs og kløvergræs. Der til kommer produktion af 500.000 konventionelle kyllinger og cirka 200 velfærdsgrise årligt. De kaldes Ausumgaardgrise og er godkendt af dyrenes beskyttelse.

 Kristian Lundgaard-Karlshøj glæder sig på hele Ausumgårds vegne over nomineringen.

- Vi er stolte og lidt overvældede over at være dansk vinder. Det styrker troen hos os og medarbejderne på, at vi er på rette spor med vores måde at arbejde på og de ting, som vi har sat i gang, siger han.”

Mange initiativer
Blandt initiativerne er etablering af eget biogasanlæg, anlæg af vindmøller, etablering af minivådområde, og så er Ausumgård partner i et projekt om at etablere et storskalaanlæg til udvinding af protein fra økologisk græs. Det skal øge arealet af græs i sædskiftet og samtidig producere et mere bæredygtigt protein end andre alternativer såsom soja. 

Ausumgård er også med i et andet projekt fra Teknologisk Institut om at producere melorme som proteinkilde både til fødevarer og som foder til husdyr. Produktion af protein i melorme kan til dels erstatte protein dyrket på markerne og dermed forhindre tab af næringsstoffer fra marken.

- Jeg tror, at et bevidst fokus på bæredygtighed er den eneste måde, vi kan sikre, at der også er et erhverv og en fremtid for de næste generationer. Vi forsøger at tænke bæredygtigheden ind i alle beslutninger. Det kan være i maskininvesteringer, måden vi organiserer os på, måden vi omgås som gruppe, og hvilke driftsgrene, som vi engagerer os i. Men bæredygtighedstankegangen er også meget vigtig i forhold til, hvordan vi kommunikerer med omverdenen, og opnår dens accept af den måde, vi arbejder på, siger Kristian Lundgaard-Karlshøj.

En stærk ambassadør
Det er konsulent Lene Gadgaard, Lemvigegnens Landboforening, der har indstillet Maria og Kristian Lundgaard-Karlshøj til prisen. Kåringen af ham som dansk vinder er sket af en jury, som blandt andet har haft Troels Toft, sektordirektør for planter i SEGES, som medlem. Han kalder Ausumgård som et skoleeksempel på en bedrift, hvor bæredygtighed på alle niveauer tænkes ind i produktionen.

- Kristian Lundgaard-Karlshøj tænker hele tiden i gode, bæredygtige løsninger, som samtidig er økonomisk holdbare, hvad enten det handler om miljø, klima, energi, selvforsyning eller dyrevelfærd. Og han får dem ført ud i livet med succes, siger Troels Toft, som også fremhæver, at Ausumgård og dens ejer som et forbillede for andre.

- Ud over de mange konkrete aktiviteter, så er Kristian Lundgaard-Karlshøj også en rigtig stærk ambassadør for erhvervet og den bæredygtige tilgang. Han er en dygtig formidler, engageret i landbrugets organisationer og vellidt og respekteret i lokalområdet. Derfor er han også en rigtig stærk kandidat, som vi er glade og stolte over for at kunne sende til Polen, som Danmarks kandidat”, siger Troels Toft.





Luk

Start din søgning her

  • Søgning gav ingen resultater, prøv igen