MENU
6. maj 2021

Dansk viden om mælkeproduktion eksporteres til Kina

SEGES underviser forskere og studerende i en række aspekter af landbrugsproduktion. Her i maj er turen kommet til mælkeproduktionen.
Foto: SEGES P/S

 

Hvordan optimeres mælkeproduktionen?

Den overordnede udfordring giver en række eksperter fra landbrugets videns- og innovationshus SEGES svar på i et kursus-forløb special-designet til kinesiske forskere og studerende i branchen. Den kinesiske partner i samarbejdet er Chinese Academy of Agricultural Sciences (CAAS) en forskningsinstitution, der bl.a. rådgiver det kinesiske landbrugsministerium. 
Kurset er en del af et strategisk sektorsamarbejde mellem den danske stat og Kina.

Dansk viden og knowhow er unik

- Det er altid en fornøjelse at dele de erfaringer og den knowhow, vi har opbygget i Danmark, uden for landets grænser. Vi oplever altid en stor interesse for vores måde at drive landbrug på i Danmark – men også en kæmpe respekt for den ansvarlighed og omhu, vi har med i arbejdet. Landmandens adgang til nyeste viden, og måden den omsættes på gårdene er virkelig noget unikt, som er en stor styrke for os i Danmark. Det skyldes ikke mindst vores danske tradition for et tæt samarbejde på tværs af værdikæden. Det er med til at gøre os så dygtige at andre helt naturligt kommer til os, når de ønsker at lære af de bedste, siger chefkonsulent, Torben Huus-Bruun som i Strategi & Vækst i SEGES er ansvarlig for projektet.

At sikre adgangen til fødevarer er en top-prioritet for den kinesiske regering, som også har fokus på at mindske spild i hele kæden fra jord til bord. Samtidig er der fokus på at sikre en velfungerende og effektiv mælkeproduktion, som samtidig har fokus på fødevaresikkerhed og kvalitet – alt sammen danske styrkepositioner gennem generationer.
På kurset undervises der i management – via blandt andet digitale værktøjer, både i stalden og i marken, noget som SEGES og Danmark også er anerkendt for ude i verden.

Fra mark til mælketank

SEGES underviser på to online seminarer med overskriften ”Fra mark til mælketank – hvordan optimeres fodring og mælkeproduktion”. Opgaven løses af eksperter fra SEGES HusdyrInnovation og SEGES Strategi & Vækst i fællesskab.

De digitale muligheder udnyttes optimalt til selve kurset: Således er der indlagt to virtuelle besøg hos danske mælkeproducenter. De kinesiske kursister kommer på den måde til at se en dansk gård og møde en dansk mælkeproducent, selvom det på grund af covid-19 ikke er muligt at komme til Danmark.

Denne del af kurset afholdes over flere dage i sidste halvdel af maj.

 

Pressekontakt: Marie Gang Larsen magl@lf.dk 29 46 21 86



Luk

Start din søgning her

  • Søgning gav ingen resultater, prøv igen