MENU
Økologiske kaniner

Økologiske Kaniner i landbruget

Engang var kaniner en naturlig del af dansk landbrug, og kaninkødet en ganske betydelig dansk eksportvare. Men siden 1960’erne er det kun gået den vej, kaninerne graver, for den danske produktion. Nu er kaninerne måske på vej op af hullet og tilbage i dansk landbrug. 
Restaurationsbranchen er begejstret og optaget af tanken om en dansk, økologisk kanin på spisebordet. Allerede nu importerer vi årligt i omegnen af 30 tons kaninkød. Det giver basis for at undersøge, om stalddørene på bedrifterne igen kan åbnes for kaniner. Med støtte fra Fonden for Økologisk Landbrug er vi derfor gået i gang med arbejdet.
Vil du være med, kan du deltage i ERFA-grupper i 2017 og finde mere information om økologisk kaninproduktion her på siden.

Økologiske kaniner i landbruget og til forbrugeren 

Landbrug & Fødevarer udfører i 2017 - i samarbejde med økologiske landmænd og Danmarks Kaninavlerforening - et projekt, der skal sikre udvikling af den økologiske kaninproduktion. Vi skal også sikre, at flere forbrugere bliver informeret om kaninkødets kvaliteter, ligesom vi  arbejder med forskellige afsætningsmuligheder. 
Formålet med projektet er at fremme den økologiske kaninproduktion i Danmark og bygge videre på erfaringerne fra organisationernes pilotprojekt fra 2016. I pilotprojektet testede tre avlere racerne Hvid Land, California, Hollænder og Fransk Vædder i økologiske produktionssystemer med forskellige fodringsstrategier. Kaninernes spisekvalitet blev vurderet af Hotel- og Restaurantskolen og københavnske restauranter. 

Hovedkonklusionerne fra pilotprojektet er:

  • De mellemstore kaninracer som Hvid Land og California er umiddelbart de mest attraktive i forhold til afsætning
  • Grovfoder ad libitum og kraftfodersupplering med op til 40 % af kaninernes daglige foderindtag giver god tilvækst og god velfærd Hø og grovfoder kan bidrage til smag i kødet.
  • Optimering af kaninernes opstaldningssystemer er afgørende for at reducere den daglige håndtering af kaninerne
  • 20 producerede slagtekaniner om året per moderdyr er en realistisk produktionsmæssig målsætning 

I Frankrig ved de noget om kaninproduktion

Kaninen er ikke sjælden på det franske spisebord, og landmændenes erfaringer med kaninproduktion er lang. Derfor besøgte vi i forbindelse med projektet fire økologiske producenter i Bretagne for at lære af deres erfaringer og høre deres bud på, hvordan en økologisk kaninproduktion kan fungere i praksis.
Det er der kommet nogle små film ud af, som du kan se her på siden. Derudover har de franske avlere inspireret til anbefalinger til økologisk kaninavl og de øvrige anbefalinger til produktionen, du kan finde her på siden.

Luk

Start din søgning her

  • Søgning gav ingen resultater, prøv igen