MENU
21. april 2016

Årets første høst er i hus

Elefantgræs skal ikke behandles med sprøjtemidler, kræver kun lidt gødning og holder på kvælstoffet. SEGES eksperimenterer med at udbrede afgrøden, der er et meget sjældent fænomen på de danske marker. 20. april blev der høstet hos Carl Ejner Baastrup i Låsby, der er en af pionererne.
Carl Ejner Baastrup fik høstet med hjælp af en maskine, der normalt bruges til rørhøsten ved Randers Fjord.
Carl Ejner Baastrup fik høstet med hjælp af en maskine, der normalt bruges til rørhøsten ved Randers Fjord.
Foto: SEGES

af Thyge Hansen, thh@lf.dk

Der var kaizerwetter, gæster på besøg og rigtig høststemning hos landmand Carl Ejner Baastrup i Låsby onsdag.

Mejetærskeren var dog skiftet ud med en maskine, der til hverdag bruges til at høste tagrør ved Randers Fjord. Afgrøden var nemlig elefantgræs, plantet for to år siden, der nu stod op mod to meter højt på 1,7 hektar af Carl Ejner Baastrups jord. Han er en af de første i Danmark til at dyrke afgrøden, der normalt kun findes i Asien, og som bruges i stedet for tagrør til stråtage. Dyrkningen hos Carl Ejner Baastrup sker i samarbejde med SEGES.

- Vi er gået ind i arbejdet, fordi elefantgræs er en rigtigt spændende afgrøde med flere gode kvaliteter, fortæller seniorkonsulent Frank Bondgaard,

- Elefantgræs kræver for det første ingen behandling med sprøjtemidler. Den er også meget nøjsom i forhold til gødning og skal kun have en tredjedel af det, som eksempelvis en kornafgrøde har brug for. Elefantgræsset binder kvælstof i rødderne og der er stort set ingen udvaskning af næringsstoffer. Dertil kommer, at store afgrøder på marken vinteren over er meget vildvenligt. Dyrene bruger det til at søge ly og læ, siger Frank Bondgaard.

Miljø, natur og økonomi
De forretningsmæssige muligheder i elefantgræsset kan der endnu ikke sættes præcise tal på, men tækkebranchen vurderer, at der er basis at dyrke 1500-1700 hektar til brug for tækning af stråtage, måske endda med et eksportpotentiale.

Carl Ejner Baastrup er glad for at være med til at afprøve en ny afgrøde i det danske landbrug.

- Jeg er med af tre årsager: Miljø, natur og økonomi. Det er interessant at prøve at dyrke en ny afgrøde og se, hvordan den trives i Danmark, og så har græsset jo en rigtig fin miljøprofil med hensyn til sprøjtemidler og gødning. Det tiltaler mig også meget, at elefantgræs fungerer godt i forhold til at tilgodese vildtet på grund af de lange strå. Om der også bliver god økonomi i en produktion i større skala er det endnu for tidligt at vurdere, men det er naturligvis en del af ambitionen, siger Carl Ejner Baastrup.

Se TV2 Østjylland-indslag om elefantgræshøsten.


Luk

Start din søgning her

  • Søgning gav ingen resultater, prøv igen